"Jeg er sikker på, at du vil klare dig godt i alt, hvad du prøver." Afskedsord fra John Smith, Senior Barrister's Clerk og min chef. Det var januar 1974, et år (give eller tage), til dagen efter jeg havde taget et første foreløbigt skridt over tærsklen til 4 Temple Court; mit første indtog i fuldtidsbeskæftigelsens verden.

Uanset om JS bare var venlig på den iskolde vinterdag (vi havde faktisk årstider dengang), har jeg altid forsøgt at leve op til det ansvar, følte jeg, som fulgte med. Mit andet vedvarende minde om den berømte institution for uddannet ekspertise var en verden, hvor bøger var lige så stor en sag som de mænd og kvinder, der gjorde brug af dem.

Fire årtier og mere er gået, adskillige karrierer er kommet og gået, ingen, må jeg indrømme, involverer verden eller kreativ skrivning, og her er jeg og forsøger at lave en hjemmeside, der udelukkende er koncentreret om at skrive - min! Derfor tilståelsen af at være: 'fuld af svigagtig angst.'

Mens jeg sidder her i mit otteogtresindstyvende år, trøster jeg mig med at tro, at jeg gennem hele mit arbejdsliv tog udfordringen op med at 'gøre det godt i hver ny bestræbelse, mens jeg aldrig nåede toppen af ekspertise i nogen. Jeg er altid optimist, og jeg vil gerne tro, at mine bedste arbejdsdage stadig ligger foran mig...men det er op til dig at bestemme.

__________________________________________________________________

Jeg har altid nydt at tænke historier og skrive digte, men indtil nu har jeg holdt førstnævnte låst inde i mit hoved, og sidstnævnte kun skrevet på kort eller breve som tegn på kærlighed og hengivenhed. Men så kom coronavirus, og sammen med utallige andre tog jeg springet. Men uden nogen kreativ skriveoplevelse, og uden familie eller venner med skrivebaggrund at henvende sig til for at få råd, gjorde jeg, hvad jeg troede bedst for at komme i gang. Jeg besøgte mit lokale bibliotek og tog en bog af Stephen King med om, hvordan man skriver en roman.

Inspirationen til at skrive min første roman kom fra et andet billede, der har optaget dybden af mit sind, siden jeg var et 10-årigt barn. Den satte sig der den dag, jeg bange stod bag hoveddøren og lyttede til en politimand, der fortalte min far, at min mor var død. Uanset hvad jeg ellers kan fortsætte med at skrive (og dele), vil jeg gerne tro på, at intet andet vil give mig større personlig tilfredsstillelse end at få min mors billede genoplivet gennem siderne i min første udgivne bog. Og skulle du beslutte dig for at læse den, håber jeg inderligt, at når du når slutningen, fylder hun dit hoved med kærlige tanker, sådan som hun fortsætter med at fylde mine.